Tilbage til hovedsiden
 
 

 

  1. Det subjektive verdensbillede
  2. Den flydende årsag
  3. Er sandheden relevant?
  4. Det visne blad - et hjælpeløst offer
  5. David Bohm om forskellen på Newtons verden og kvantefysikkens
  6. Jesper Hoffmeyer om dumsikre gravitationskræfter
  7. Victor Mansfield om forholdet mellem kvantefysik og astrologi
  8. En kvantesamtale
  9. Ugens årsag
 
"..because life isn't a science
but science affects your life.."
BBC World-announcement
 
 

Det subjektive verdensbillede
"Det er en objektiv sandhed!" De fleste vil nok tage imod sådan et udsagn med et skævt smil. Her ved slutningen af årtusindet har vi vænnet os til, at det med objektiviteten nok skal tages med et gran salt. Men hvad har vi at sætte i stedet? At være subjektiv er stadig en kende suspekt.
De sidste cirka femhundrede år har vi ellers - helt subjektivt - prøvet at mele vores egen kage ved at bekæmpe en hel del farlige sygdomme og satse på tekniske fremskridt, der skulle gøre tilværelsen mindre slidsom og mere spændende for et stort antal mennesker. En del af disse bestræbelser har unægteligt båret frugt, selv om vi fik en række nye ulykker, som f.eks. atombomben, med i købet, og et af de primære redskaber har været den eksperimentelle videnskab, der vandt frem efter Renæssancen. Men noget kunne tyde på, at vi undervejs har fået smidt nogle børn ud med badevandet. Et af de børn hedder det subjektive udgangspunkt. Det findes i de mytologiske verdensopfattelser, der i vores del af verden blev fortrængt, da de gamle grækere opfandt filosofien og den logiske forklaring, og det findes i gamle teoretiske systemer som astrologien, der bygger på symbolværdier, der skal tolkes, før de giver mening - et subjektivt udgangspunkt, vi er blevet vant til at betragte som et tilbageskridt.
Men kvantefysikken bragte det subjektive udgangspunkt tilbage til videnskaben - som et fremskridt. Skal man være kvantefysiker, skal man have et ganske afslappet forhold til 'den objektive betragtning'. (Samtalen her mellem to kvantefysikere illustrerer det subjektive udgangspunkt.)
 
Et andet af de børn, der blev smidt ud med badevandet, og som kvantefysikken kan siges at have bragt til verden igen, er forestillingen om sammenhænge, der eksisterer uafhængigt af tid og afstand - ikke-kausale sammenhænge. En sådan forestilling tillades ikke i den 'almindelige' videnskab, der kun arbejder med årsager og virkninger i en 'lige linje'. Det klassiske videnskabelige verdensbillede bygger således på to grundlæggende opfattelser:
    1. Opfattelsen af objektivitet som et ideal, der så vidt muligt må stræbes efter
    2. Opfattelsen af verden som bygget op på kausalitet, dvs. som bestående udelukkende af samspil, der udfolder sig over tid og afstand, og hvor der kan foretages en præcis fastlæggelse af årsag og virkning
Uddybning:
Mansfield definerer årsag-virkning-begrebet
Hoffmeyer om årsag-virkning-begrebets rolle i videnskaben
 
Disse to antagelser har vist sig så effektive til de ovenfor nævnte formål, at vi helt glemmer, at der også kan udledes nogle svagheder fra dem. Der er en bagside af medaljen, som bliver:
    1. En manglende evne til at begå sig i et subjektivt univers, dvs. et ukendskab til håndteringen af synsvinkler og deres indflydelse på den verden, vi opfatter og undersøger
    2. En manglende evne til at opfatte og undersøge de sammenhænge og lovmæssigheder, som ikke er kausale, dvs. som ikke (nødvendigvis) udfolder sig over tid og afstand, og hvor der ikke kan foretages en præcis fastlæggelse af årsag og virkning
Det er denne antagelse, der kan gøre det frugtbart at inddrage gamle verdensopfattelser - fordi disse begrænsninger ikke nødvendigvis findes her. Astrologien er et sådant eksempel på et system, der er skabt på andre præmisser. Den subjektive synsvinkel er så at sige 'indbygget', idet systemet er baseret på symbolværdier - og symbolværdier gør objektivitet til en umulighed. Præcision i form af entydige definitioner bliver i et sådant system selvsagt også en umulighed, og det samme gør nødvendigvis også muligheden for præcise forudsigelser.
Et ubrugeligt udgangspunkt?

 
I kvantefysikken er man nået frem til at modsige netop de to begreber - objektivitet og kausalitet - og er blevet tvunget til at bevæge sig ind i et subjektivt univers, hvor synsvinklen er altafgørende for, hvad man finder, og hvor man må forsøge at få noget anvendeligt ud af sine opdagelser uden at fastlægge årsagssammenhænge. Præcise forudsigelser er ikke mulige. Vi taler om sandsynligheder.
Der kan nævnes utallige, væsentlige forskelle på de to verdensbilleder, der er så fjernt fra hinanden i tid. Men i deres tilgang til verden er der visse overensstemmelser mellem astrologien og kvantefysikken - overensstemmelser, der på nogle punkter svarer til netop 'bagsiden af medaljen', som om de begge spiller rollen som en supplerende modsætning til den klassiske videnskab.
 
Som forklaring på den nye 'bølge' af new-age-filosofi, som astrologien er en del af, nævnes det ofte, at folk her søger et fast holdepunkt i en videnskabelig verden, der er blevet uoverskuelig. Men ser man på det teoretiske grundlag må man snarere sige, at det forholder sig omvendt. I et gammelt system som astrologien, der er født i en mytologisk tid, hvor verden så at sige skal fortælles frem, gives der ingen fast grund, ingen endegyldig definition af virkeligheden. Hvorimod den moderne videnskab ikke kan fungere uden de to faste holdepunkter: dels forestillingen om, at naturen i sidste ende kan defineres entydigt, og dels, at al virkning har en bestemt årsag. Denne årsagssammenhæng tvinger videnskaben til at lede efter - og i sidste ende udnævne - en definitiv, første årsag inden for hver fagdisciplin. Et af resultaterne bliver indbyrdes skænderier om, hvem af disciplinerne, der har patent på 'den egentlige årsag', sådan som vi f.eks. ser det mellem sociologerne, genforskerne og psykologien.
(Svarende til Det visne blad længere nede i teksten...)
Så meget betyder det faste holdepunkt, at kun den disciplin, der kan godtgøre at have fat i en objektivt beviselig første årsag, kan regnes for virkeligt videnskabelig.
 
Ved at vælge symbolværdier som sin terminologi kræver astrologien, at der altid anlægges en synsvinkel, dvs. virkeligheden skal tolkes.
Hvorfor? spørger det moderne menneske, der er vant til at få en færdig, sammenhængende forklaring. Hvorfor dette ubehjælpsomme udgangspunkt?
Fordi objektivitet ikke findes, kunne svaret lyde. Vi har en synsvinkel, uanset hvordan vi gebærder os. Et krav om objektivitet vil derfor være et forsøg på at bøje verden til noget, den ikke er. Ikke alene er objektivitet i den situation en umulighed - selve det at stræbe efter den vil være uønskeligt - som at prøve at skabe mest mulig illusion, før man går ud og søger efter sandheden.
I en sådan verden, hvor fænomenernes fremtræden afhænger af synsvinklen, vil en entydig beskrivelse af de enkelte fænomener ikke være mulig, for lægger man en ny synsvinkel, vil fænomenet tage sig anderledes ud. Det vil ikke kunne ændre sig til hvadsomhelst, da det jo stadig er det samme fænomen, vi betragter, men det vil kunne beskrives på flere måder. Og hvis en entydig beskrivelse ikke er mulig, vil også entydige definitioner, som i den vante, videnskabelige ramme er noget attråværdigt, snarere være en ubehjælpsom misforståelse af fænomenerne som værende statiske. Hvis fænomenerne ikke er statiske, men ændrer egenskaber alt efter vores måde at betragte dem på, kunne symbolværdier til gengæld tænkes at være det mest passende redskab til beskrivelse af verden, dvs. det redskab, der er bedst i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Elektronen kan være en bølge, siger kvantefysikeren, men den kan også være en partikel. Vi aner ikke, hvad elektronens egentlige natur er.
Vi kunne derfor ligeså godt kalde den Svend. Eller f.eks. lade den repræsentere ved et symbol, der ikke dækker over noget præcist, men blot fortæller os, at 'noget' eksisterer. For så meget ved vi: at der er noget. For det sætter sig nogle spor i verden. Men hvad dette 'noget's egentlige - objektive - natur er, det ved vi ikke. For vi ser altid på det fra en eller anden synsvinkel.

 
Den flydende årsag
Fra Newtons dage bærer vi den forestilling med os, at verden består af "lige linjer", der fører fra årsag til virkning, ligesom plejlstænger i en maskine. Og her kommer så astrologien med sin aflæsning af planeternes stilling - planeter, der befinder sig uendelig langt væk. Alene denne afsindige påstand om en overensstemmelse mellem planeterne og vores liv på jorden er - eller burde være - en tankemæssig udfordring. For hvordan skulle det overhovedet kunne lade sig gøre? Styres vi af planeterne ved hjælp af stråler eller hvad?
"Planeterne er betydningsbærere, de er symboler," kundgjorde en mand ved navn Plotin i 3. århundrede efter Kristus. "Men de er ikke årsag til vores skæbne." (Plotin: The Enneads).
Det er ikke et udsagn, som vi har en forståelsesramme til i dag. Plotin taler nemlig her om noget så mærkværdigt som symbolsk overensstemmelse, fremfor årsag og virkning i en lige linje. Han kommer med en påstand om, at der findes andre sammenhænge i naturen end kausalitet.
 
Det er kravet om kausalitet, som ikke alene vil føre til, at der skulle eksistere en form for fysisk forbindelse fra planeterne til Jorden i form af usynlige, ikke-registrerbare stråler eller lignende - og det er kravet om kausalitet, der nødvendigvis fører til, at vi dermed må være styret af planeterne. Hvorfor? Fordi der ifølge den klassiske fysik nødvendigvis må udnævnes en årsag. Og da enhver kan se, at vi ikke går rundt og styrer planeterne, ("Jeg fik Pluto til at gå ind i Skorpionen ved at begynde at gå i terapi") må det altså være planeterne, der styrer os. Og hvordan skulle de så bære sig ad med dét?
Men disse forestillinger om stråler og styring kan man vælge at se, ikke som et resultat af astrologien, men som et resultat af den Newton'ske tankegang - som dikterer, at der kun kan findes denne form for sammenhæng mellem de forskellige elementer i den fysiske verden.
Men hvad nu, hvis de sammenhænge blot er ét aspekt af virkeligheden? Kunne man f.eks. tænke sig, at naturen også indeholder ikke-kausale sammenhænge - hvor en forbundet adfærd mellem to elementer ikke er resultatet af, at den ene styrer den anden, men at deres overensstemmende opførsel snarere er som spejlbilleder for hinanden - et vidnesbyrd om naturens egen symbolisme?
 
Hvad nu, hvis årsag simpelthen er et spørgsmål om synsvinkel?
Det er et faktum, at mængden af serotonin i hjernen kan påvirke den psykologiske tilstand. Men på den anden side er det også et faktum, at din psykologiske tilstand kan påvirke mængden af serotonin i hjernen. Hvad er årsag? Hvad er effekt? "Pick your choice". Hvis der i stedet er tale om et samspil, hvor årsagen afhænger af synsvinklen og de metoder, man ønsker at benytte, er vi desværre ikke klædt på til at studere dette samspil, fordi de to elementer befinder sig i hver sin videnskabsgren - en af medaljens bagsider. Og hvem har overhovedet hørt om biosemiotik?
"Det bliver meningsløst at tale om præcise kausale lovmæssigheder, når der ikke findes nogle præcise dynamiske variabler, de kan relateres til," udtaler fysikeren David Bohm nede fra verdens kvantefysiske morads. Heller ikke her kan man nøjes med 'årsag og virkning'.
Det betyder ikke, at kvantefysikken taler om overensstemmelse med planeterne. Det betyder, at vore to 'alternative verdensbilleder' begge leverer et modbillede til kausaliteten.
 
Er sandheden relevant?
Videnskaben påvirker vores verdensopfattelse - det er uundgåeligt. Så hvis vi et øjeblik prøver at omformulere det "årsagsløse" univers til en verdensopfattelse - hvad kan vi så få ud af dét?
Hvis årsagen afhænger af synsvinklen, skifter vores fokus fra "sandhed" til "relevans". Man kan ikke længere henføre til en objektiv årsag, der er gyldig til alle tider og i enhver situation - og derfor tvinges man til at vurdere netop situationen. Som helhed.
 
Relevans har altså med helhedstænkning at gøre. Man kan mærke det skift, der sker i tankerne, når man skal vurdere, om noget er relevant - man er pludselig nødt til at inddrage en masse faktorer med det formål at få en fornemmelse af helheden - som den tager sig ud her og nu. Relevans har således også med foranderlighed at gøre, det er noget, man bruger i et verdensbillede, hvor tingene er processer i stadig forandring, og hvor man derfor må inddrage øjeblikket, den konkrete situation, for at foretage en bedømmelse.
Sandheden, "den egentlige årsag", er derimod urokkeligt stabil, den ændrer sig ikke med situationen - og har man først udpeget den, er man derfor også fri for at skulle vurdere de kommende situationer. Man behøver groft sagt kun tænke én gang - og derefter aldrig mere.
Skal man vurdere, om en forklaring er relevant, får man en ganske anden verden i sine tanker, end hvis man skal vurdere, om den er Sand.
 
Man kunne udnævne generne til at være den styrende faktor for menneskets (og alle andre levende væsners) adfærd - og opbygge en logisk sammenhængende forklaringsmodel med årsag og virkninger ud fra denne antagelse. Det fritager ikke nogen fra at tage stilling til modellens relevans - men det letter arbejdet i situationer, hvor man vurderer, at det ville være hensigtsmæssigt at løse et problem på gen-niveau. Man kunne udnævne psykologiske faktorer - f.eks. arketyper eller barndomstraumer til den styrende faktor for vores adfærd - og skabe en logisk sammenhængende forklaringsmodel på denne antagelse. Det kunne være hensigtsmæssigt, hvis man ønsker at angribe et problem fra den psykologiske vinkel. Man kunne sige, at pengene/grådigheden/overlevelsesdriften var den bagvedliggende, styrende faktor for menneskelig adfærd - og bygge en logisk sammenhængende forklaringsmodel ud fra denne antagelse. Spørgsmålet er ikke, om det er sandt - men om det er relevant.
 
Det visne blad - et hjælpeløst offer
Hvis det blæser op og bladene falder af træerne - hvem har så skylden? Det faldende blad, der ubetvivleligt føler sig som det hjælpeløse offer, kan skyde skylden på vinden, og vinden kan fralægge sig ansvaret og sige, at træet blot kunne have sørget for at holde bladet friskt, så var det aldrig sket, og træet kan svare, at det hele er solens skyld, fordi den ikke varmer, som den gjorde for bare en måned siden, og solen kan sige, at den varmer, som den hele tiden har gjort, det er jorden, der har flyttet sig, og jorden kan sige, at den har alle de nødvendige næringsstoffer, det er træets transportsystem, der er noget i vejen med, fordi det er alt for følsomt over for temperatursvingninger, og træstammen svarer, at den transporterer alt, hvad den overhovedet kan, og hvis bare bladene tog sig lidt sammen og sugede til sig i stedet for at flygte ind i rollen som hjælpeløse ofre...
 
Man kunne i det hele taget sige så meget - og netop derfor kunne man måske også få den tanke, at siden det er så nemt at udnævne en årsag, kunne det jo være fordi der så at sige var frit spil - af den grund, at pladsen slet ikke er optaget. Øjeblikkets trone er tom - indtil nogen sætter sig på den. Kausalitet er blot et enkelt aspekt, som vi har indkredset og isoleret, fordi vi ikke orker at betragte verdens samspil som et sammenhængende hele.  For selv om vi i disse tider har en indbygget (sund?) skepsis overfor at udnævne én enkelt, styrende Årsag (som f.eks. Generne eller Gud), så er vi dog vant til i det daglige at tænke i årsag og virkning, når vi skal løse problemer. For hvad er alternativet? Vi har nogle uønskede virkninger, tænker vi. Hvad er årsagen til dem? Kun hvis vi kan få fat i den egentlige årsag, kan vi også kontrollere udviklingen og fjerne de uønskede virkninger. Ikke at kunne udpege årsagen bliver på den måde lig med at være magtesløs. Fordi årsag og virkning nu engang er den styring, vi kan forestille os.
Lige indtil vi eventuelt orker at forestille os noget andet.
Kvantefysikerne orker det.
De arbejder i en verden, hvor præcise årsagssammenhænge ikke kan fastslås - og alligevel er de i stand til at skabe både orden og anvendelighed - og om ikke 100 procent præcise, så i hvert fald sandsynlige forudsigelser.
Modbilledet til årsag og virkning er ikke nødvendigvis det årsagsløse. Der kan så sandelig være nok af årsager. Men de er flydende - de afhænger af synsvinklen. Du kan udnævne en årsag, men den er dit eget ansvar, og indgår dermed også som et af dine redskaber. Du kan bagefter udnævne en anden årsag, få et andet kausalitetsforløb og en anden tilgang til løsningen, som måske vil kræve en anden metode. Hvorfor vælger jeg denne årsag? bliver derfor et vigtigt spørgsmål at stille sig selv. Fordi det vil fortælle dig, hvilken synsvinkel du har anlagt.
Og skal man løse problemer i det subjektive univers, er det ikke så meget årsagerne, man skal kunne beherske. Men synsvinklerne. Når man ikke længere kan udpege den endelige årsag i en problematik, forsvinder grunden under fødderne på én - så at finde en årsag giver hverken tryghed eller en ende på historien. I stedet stiller man sig på sin synsvinkel. Herfra kan man så skifte den og betragte årsagerne mere... objektivt?

© Copyright 1998 Jens-Ole P. Hare

Vil man læse mere om forskellene mellem det kausale verdensbillede og det "årsagsløse", kan man f.eks.gå til disse sider med kvantefysikeren David Bohm. Her gør han rede for forskellen mellem de klassiske, Newton'ske lovmæssigheder og det verdensbillede, som kvantefysikerne arbejder med.

Og man kan gå til forelæsning på the Cycles and Symbols Conference, hvor fysikeren Victor Mansfield fortæller mere specifikt om lighederne mellem astrologi og kvantefysik.

Du kan springe længere ned på siden og læse nogle korte uddrag på dansk (i min oversættelse) fra de nævnte sider:

David Bohm - om Newton versus Kvante
Victor Mansfield - om samspillet mellem astrologi og kvantefysik
 
David Bohm De klassiske fysiske begreber, i den Newton'ske tradition, kan karakteriseres ved tre påstande om stoffets egenskaber:
  1. Verden kan analyseres ned i enkeltstående, afgrænsede elementer.
  2. Hvert elements tilstand kan beskrives i nogle dynamiske variabler, der kan defineres med forholdsvis høj præcision.
  3. Samspillet mellem de enkelte dele i et system kan beskrives ved hjælp af eksakte, kausale lovmæssigheder (årsag og virkning), som bestemmer forandringerne i de ovenfor nævnte variabler over tid, ud fra deres oprindelige værdi. Systemets opførsel som helhed kan betragtes som resultatet af samspillet mellem de enkelte dele.
I det klassiske verdensbillede får man genstande, fænomener og begivenheder, som er klart adskilte fra hinanden og veldefinerede, og som fremviser pålidelige og reproducerbare egenskaber ved hjælp af hvilke de kan identificeres og sammenlignes. Vores normale videnskabelige sprog egner sig bedst til at beskrive netop denne synsvinkel på verden, hvor idealet er at kunne udtrykke ethvert begreb i veldefinerede, afgrænsede elementer med veldefinerede, logiske samspil imellem dem.
Men skal vi beskrive kvanteverdenens begreber, opdager vi, at netop fordi det vante videnskabelige sprog tilsigter en høj præcision, fører det til besværlige og uhåndterlige udtryksformer. Stoffets egenskaber har fra et kvantesynspunkt at gøre med potentialer, der kun kan beskrives ufuldkomment, og som kun kan komme til udtryk i samspillet med et klassisk opbygget system, såsom et måleapparat. Selv de såkaldt "basale" egenskaber som bølge eller partikel træder først frem i samspillet med andre systemer. Derfor er det klart, at kvante-egenskaber modsiger påstand nr. 1 og 2 i den klassiske teori, da der på kvanteniveau hverken eksisterer veldefinerede elementer eller veldefinerede variabler til at beskrive disse elementers opførsel. Det er derfor heller ikke forbavsende, at påstand nr. 3 heller ikke holder i kvanteteorien, da det bliver meningsløst at tale om præcise kausale lovmæssigheder, når der ikke findes nogle præcise dynamiske variabler, de kan relateres til.
 
 

Jesper Hoffmeyer
Biosemiotiker, Molekylærbiologisk Institut, Københavns Universitet
link til homepage
 
 "Årsager er klippefaste. De meteorstumper, der for nyligt ramlede ind i Jupiter, havde ingen chance for at snyde, deres bane var givet på forhånd af dumsikre gravitationskræfter. Og kviksølvsøjlens højde i termometeret er pinedød nødt til at reflektere temperaturen. Kausalitet er tvang.
Naturligt nok har videnskaben været interesseret i at inddrage så meget som muligt under kausalitetens domæne, for når noget sker tvangsmæssigt, så kan man forudse det - hvad man jo netop ikke så godt kan, når der snydes, bedrages, lyves eller opfindes. Og at kunne forudse er den første betingelse for at kunne styre."
Fra "Uddannelse", 1994/7.
Tilbage til teksten
 
 

Victor Mansfield
Physics and Astronomy Department, Colgate University Hamilton, NY
vmansfield@colgate.edu

taler om sammenhængen mellem astrologi og kvantefysik:

"Jeg tror ikke, at astrologiske indflydelser sker ved hjælp af en fysisk-mekanisk vekselvirkning mellem en planet og en person. Den slags forklaringer stammer fra det Newtonske verdenssyn, hvor isolerede genstande influerer kausalt på hinanden. Med kausal indflydelse mener jeg: en afgrænset, veldefineret genstand, der påvirker en anden genstand gennem udveksling af energi eller informationer, som f.eks. solens og månens tiltrækningskraft, der påvirker tidevandet eller, psykologisk, min nervøsitet, der får blodtrykket til at stige. Den slags kausale vekselvirkninger er meget langt fra den ikke-kausale, ikke-geografiske og sammenhængende kvantemekaniske opfattelse af naturen. Ikke alene er det Cartesianske/Newtonske verdensbillede gammeldags og kvantemekanikkens mere effektivt og præcist - lige så vigtigt er det, når astrologien forudsætter et helhedssyn, at dette syn forstås bedst gennem kvantemekanikkens verdensopfattelse, der har ikke-kausal forbundethed, subjektiv synsvinkel og enhed som sit fundament.

 Tilbage til teksten
Selv om jeg ikke kender til nogen egentlig kvantefysisk forklaring på astrologiske påvirkninger, så er kvantefysikkens verdensopfattelse ikke desto mindre et frugtbart udgangspunkt for en diskussion af astrologien. For det første, fordi kvantemekanikken ikke opererer med årsag og virkning. Kvantemekanikken arbejder med en enestående præcision inden for talrige områder - uden at definere en årsag til de forskellige hændelser. Det fortæller os, at lovmæssigheder i naturen ikke kræver kausalitet (fastlæggelse af årsag/virkning). En vigtig lære, når det gælder astrologien.

Plotinus, den store Neo-platonist fra 2. århundrede, længe før kvantemekanikken, foreslog en årsagsløs opfattelse af astrologien i sin enestående afhandling 'Styrer stjernerne?' Her argumenterer han for, at stjernerne er betydningsbærere eller symboler, men ikke årsagen til vores skæbne. Desværre går dette budskab alt for let tabt...

For det andet: I kvantemekanikken er det ikke altid muligt at fastlægge den præcise position af de objekter, man studerer, hverken geografisk eller tidsmæssigt. Visse forbundne partikelsystemer, for eksempel, som studeres indgående i de såkaldte Bell Inequality-eksperimenter, ser ud til at kommunikere spontant med hinanden. Hvad der sker i den ene ende af systemet påvirker omgående begivenhederne i den anden ende og vice versa. Forbavsende nok bliver effekten ikke mindre, når afstanden øges, og der er ikke noget årsag/virkning-forløb at studere. Ingen energi og ingen information udveksles mellem de to dele af systemet. Der kan siges meget mere om dette dybt besynderlige fænomen, men lad mig her blot fastslå, at denne uafhængighed af geografisk afstand fortæller os, at samspillet mellem de forskellige dele er langt mere fundamentalt, mere virkeligt, end de enkeltstående dele hver for sig. Fra et astrologisk synspunkt kan man sige, at vores samspil med kosmos er mere fundamentalt, mere virkeligt, end vores isolerede eksistens."

Uddrag af forelæsning på the Cycles and Symbols Conference San Francisco, February 14-16, 1997

Læs mere om astrologiens verdensbillede i bogen Astrologi - lær det selv.

Du kan læse et uddrag fra bogen på disse sider i "Kompromis med en Yuccapalme".
 

Ugens årsag
 
Bedst som jeg sad ved aftenkaffen og lyttede til tv-doktoren i "Lægens bord", kom han med en oplysning, der forbløffede mig:
 
          "Stamning skyldes ikke psykiske problemer, sådan som nogen tror," sagde han.
"Men en del af det, ved man, er arveligt."

Så blev jeg så klog. Stamning skyldes ikke psykiske problemer. Jeg må med skam melde, at jeg hørte til dem, der troede, at stamning i nogle tilfælde kunne hænge sammen med psykiske problemer. Men det er da godt nok et stykke tid siden, jeg sidst har hørt om det emne, så i mellemtiden må man åbenbart have lavet en række forsøg, der udelukkede, at stamning kunne skyldes psykiske problemer.

Utroligt, at det har været muligt, når man tænker på, hvordan disse forsøg må have været tilrettelagt...

Der må for det første have været mange af dem. For det er ikke kun visse psykiske problemer, der er tale om - det er samtlige. Og da man ikke på forhånd kan vide, hvilke psykiske problemer, der evt. kunne være i stand til at påvirke stamning, ville man være nødt til at teste for dem alle sammen.

        Nu er det vel for det andet heller ikke nemt at få defineret et psykisk problem, for det er ikke helt ligetil at fastlægge, om det problem, som den ene har, kan siges at være magen til det problem, den anden har. En kliché som 'manglende selvtillid' må jo dække over en lang række forskellige problemstillinger, alt efter hvordan den manglende selvtillid er opstået. Her kompliceres sagen yderligere, må man formode, af at forskellige psykologiske skoler beskriver problemerne forskelligt. Har det psykologiske problem noget med barndommen at gøre - eller med arketyper - eller Vilje - eller Overjeg? For hver teori vil der være en ny problemstilling, man skal teste for. At få indkredset og defineret alle disse problemkomplekser må have været et kolossalt, tværfagligt arbejde, og man må glæde sig over, at det er lykkedes at få samlet de mange psykologiske skoler omkring denne ene, store opgave.
 For hvert problemkompleks har man dernæst skaffet et større antal personer, der dels havde samme problemstilling, og som samtidig havde talebesvær, og ladet dem gennemgå en psykologisk orienteret behandling for at finde ud af, om talebesværet blev mindre. I de tilfælde, hvor ingen bedring i den psykologiske tilstand fandt sted, måtte man dernæst opgive at gennemføre forsøget, for er der formodning om, at den psykologiske årsag ikke er blevet influeret, kan man vel heller ikke bruge forløbet til at undersøge, om en ændring af denne årsag medfører en ændring i talebesværet.
 For de, der så var tilbage, skulle det dernæst i samtlige tilfælde vise sig, at en bedring i den psykologiske tilstand ikke gav nogen bedring i talebesværet. I så fald ville man have et grundlag, stort eller lille, alt efter hvor mange forsøgspersoner, det var lykkedes at føre igennem, for at formode, at netop dette psykologiske problem ikke havde nogen indflydelse på, om folk var stammere, og man kunne dernæst gå videre til næste psykologiske problem, som det var lykkedes at indkredse, indkalde et stort antal personer med talebesvær og nøjagtig samme problemstilling - og igangsætte endnu en række terapeutiske forløb.

"Stamning skyldes ikke psykiske problemer, sådan som nogen tror."
Det er et fuldstændig entydigt udsagn fra tv-doktoren. Der tages ingen forbehold. Altså må disse omfattende undersøgelser virkelig være blevet foretaget, så det har været muligt at udelukke samtlige psykiske problemer som årsag til stamning.

Tænk, at psykologien har så enorme ressourcer til rådighed. Og jeg har ikke engang hørt om det.
 

© Copyright 1998 Jens-Ole P. Hare
 
 

Top
 
Here you can read about:
"The undescribable" - the subjective universe
"Pick your choice" - the acausal universe
David Bohm on classical and quantum physics
Victor Mansfield on quantum physics and astrology
 
"..because life isn't a science
but science affects your life.."
BBC World-announcement
 
This site will be dedicated to comparing incompatible worlds. We will deal with the way science influences our world view and thus our way of handling problems and perceiving nature around us. The new discoveries of quantum physics along with the ancient wisdom of astrology will be used among others to set our usual outlook in relief. 
Copyright 1999 Jens-Ole Paulin Hare.
Back to Main Page & The Metaphor Machine
The undescribable
Nowadays we tend to meet the statement of "objective truth" with a good deal of skepticism - who's objective, anyway? But still, we don't have much to replace it with. "A detached view" is still something desirable - as if nothing good comes out of attachment. Nevertheless - through the second half of this millenium (and now that we're reaching the end of it a broader view might be in order) we have been quite strongly attached to the fight against some dangerous diseases and the strive for technical progress in order to make life less toilsome and more fun for a great number of people. One might say that part of these efforts has paid off, though we got ourself some new challenges in addition, like the atomic bomb, and one of the primary tools in getting there has been experimental science, as it emerged after the Renaissance. Now a retrospect might be useful - a looking back to the time before the merge of modern science in order to compare it with ancient world schemes, as it can be found e.g. in astrology - and to the 'future' by looking at quantum physics - based on the assumption that we in our effort to reach these goals have lost some valuable perspectives somewhere along the path. Regarding the scientific approach two aspects in particular I think is worth mentioning:
  1. The notion that objectivity is an ideal we should reach as far as possible
  2. The notion that all movement is build on causality, as correlations unfolding in time and space, and can be described with the aid of exact causal laws
These are two of the main aspects establishing the scientific methods and thus the way we experiment with the world around us, and they have given a vast contribution to our understanding of the physical world. The seamy side of the matter corresponding to these notions would then be:
  1. Incapability in dealing with a subjective universe, i.e. a sudden amount of ignorance regarding the handling of angles and views and how they influence our perception and the results that we get from our experiments
  2. Incapabilities in perceiving and investigating those correlations and regularities that are non-causal, i.e. which do not unfold in time and space and where no exact identification of cause and effect can be established.
Where the above notions do not exist in ancient theoretical systems one could assume that the corresponding limitations do not exist either. Astrology is such an ancient system, created on other assumptions, including total subjectivity as one of its premises. Based entirely on symbols the subjective world view is built-in, so to speak, with no objectivity possible.

As odd as it may seem this view of the world corresponds nicely to the world view of quantum physics. Here they have found contradictions to these very two notions - objectivity and causality - and has been forced to move on to a subjective universe, based on other assumptions and other ideals, trying to make something useful from their findings without any exact description of causal laws.

Here lies one of the intriguing aspects of comparing these different world views, so distant from each other in time. In their outlook astrology and quantum physics offer numerous points of resemblance.
By choosing symbols as the description tool astrology declares the notion that a view always are to be established, in other words: reality has to be interpreted. Why? Because whatever we do we always have an angle to things, and a demand for objectivity would therefore be just an attempt to bend reality into something it is not. In other words - creating an illusion as the tool with which to seek the truth.
In a subjective world where phenomena depends on your point of view, a unique description of each phenomenon is not possible and therefore symbolic language might very well be the most fitting terminology, i.e. the nomenclature that corresponds to the way things in fact are.
The electron can be a particle or it can be a wave, says the qauntum physicist - it all depends on your point of view. In fact we don't have any clue what the electron really is. We could name it "Mike" - or we could use a symbol for its representation in order to declare that something exists. For this we know: that something exists. Because it leaves its trace in the world. But what this "something"s actual, objective properties are - that we cannot know. Because we always examine it from a viewpoint.
Strange things happen when comparing astrology and quantum physics. But if this ancient system are to correlate with our knowledge today one has to grasp the meaning not only of the subjective universe but of the acausal universe as well.
 
The "acausal" world view
We bring along with us from the days of Newton the notion that there must always exist some kind of "straight line" stretched between cause and effect, and this notion makes it difficult, to put it mildly, for a scientific mind to accept the assumption of any correlation between the planets and life on Earth, even as a hypothesis. This assumption would not only mean that there had to be some kind of invisible, non-detectable rays from the planets to Earth - it would also mean that our behavoiur were being governed by these planets - much the same way that some genealogists assume that we're governed by our genes. Why? Because classical physics dictates that there have to be a cause-and-effect relationship. And since we are not governing the planets (I had Pluto go into Scorpio by starting my therapy sessions) - the planets must be governing us.
These notions of rays and governing could be seen as the result - not of astrology, but of the Newtonian world view which dictates that these correlations must exist between elements in the physical world.
But what if this notion is just one approach to reality? What if nature also holds acausal correlations - where the related behaviour of two elements is not the result of one governing the other but rather they are like reflecting images - a mark of natures own symbolism?
What if cause itself is just a matter of viewpoint?
It's a fact that the amount of serotonin in the brain can affect your psychological condition. But then again, it's also a fact that your psychological condition affects the amount of serotonin in the brain. Which is the cause - and which the effect? Pick your choice. If instead we are dealing with an interplay we're not in a position to examine it, because the two elements reside in different branches of science. Alas, one of the seamy sides.
 
For now - here is David Bohm's description of the differences between classical and quantum physics. The full text can be found at
http://ucsu.colorado.edu/~biggus/physics/bohm.html
 
David Bohm
We begin with a brief summary contrasting classical and quantum concepts. Classical concepts are characterized by three assumptions concerning the properties of matter:
  1. The world can be analyzed into distinct elements.
  2. The state of each element can be described in terms of dynamical variables that are specifiable with arbitrarily high precision.
  3. The interrelationship between parts of asystem can be described with the aid of exact causal laws that define the changes of the above dynamical variables with time in terms of their initial values. The behavior of the system as a whole can be regarded as the result of the interaction of all of its parts.
It is characteristic of the classical domain that within it exist objects, phenomena, and events that are distinct and well-defined and that exihibit reliable and reproducible properties with the aid of which they can be identified and compared. It is this aspect of the world that is most readily described in terms of our customary scientific language, in which the ideal is to express every concept in terms of well-defined elements with well-defined logical relationships between them.

When we come to describe quantum concepts, however, we find that just because our customary scientific language aims for such precision, it leads to difficult and unwieldy modes of expression. For as we have seen, the quantum properties of matter are to be associated with incompletely defined potentialities, which can be more definitely realized only in interaction with a classically describable system (a special case of which is a measuring apparatus). Because even the so-called "intrinsic" properties of a system (e.g., wave or particle) are brought out only in interactions with other systems, it is clear that the quantum properties have contradicted assumptions (1) and (2) of the classical theory, since there exist at the quantum level neither well-defined elements nor well-defined dynamical variables, which describe the bahavior of these elements. It is not surprising, then, that assumption (3) is also not satisfied in the quantum theory, since exact causal laws would be meaningless in a context in which there were no precisely defined variables to which they could apply.

Victor Mansfield

Physics and Astronomy Department Colgate University Hamilton, NY
vmansfield@colgate.edu

talks about the correlation between quantum physics and astrology:
 

"I do not believe that astrological influence works through a physical mechanism between a planet and person. Such explanations have their roots in a Newtonian view of a world of independent objects that causally influence each other.By causal influence, I mean one well-defined thing effecting another by an exchange of energy or information, such as the sun and moon's gravitational field causing the tides or, more psychologically, my anxiety causing my blood pressure to rise. Such causal interactions are a far cry from the acausality, nonlocality, and participatory nature of the quantum mechanical view of nature. It's not just that the Cartesian/Newtonian view is old fashioned and quantum mechanics is both more current and accurate in every sense of the word. Equally important, since astrology presupposes a unified view of the world, it is best understood through a quantum view of the world that has acausal interconnectedness, observer dependence, and unity at its core.

 
Although I know of no quantum mechanical explanation for astrological influence, since the quantum worldview is so much more appropriate (than the Newtonian) as a starting point for its discussion, I will very briefly summarize three of its key features. First, quantum mechanics is radically acausal. Despite its unprecedented accuracy and vast applicability, individual events do not have well-defined causes. It teaches us that lawfulness in nature does not require causality-an important lesson for astrology.

Plotinus, the greatest Neoplatonist of the second century, long before quantum mechanics, proposed an acausal understanding of astrology in his beautiful tractate entitled "Are the stars causes?" There he argues that the stars are signifiers, announcers, or symbols, but not causes of our destiny. Unfortunately, this message is easily lost as the old woodcut shows. Perhaps the neutrinos are to blame.

Second, objects in quantum mechanics cannot always be localized in finite regions of space and time. For example, certain correlated systems of particles, that are carefully studied in the so-called Bell Inequality experiments, appear to instantaneously communicate between the parts of the correlated system. In other words, what happens in a region, say at one end of the lab, instantaneously effects what happens at the other end and vice versa. Amazingly, the correlation does not diminish with increasing distance, nor is it a causal connection. There is no energy or information exchange between the parts. Much more needs to be said about this deeply mysterious phenomenon than I can say here, but let me characterize it with the following brief statement. Nonlocality teaches that the relationship between parts is more fundamental, more real, than the isolated identity of the parts. From an astrological perspective, we could say that our relationship to the cosmos is more fundamental, more real than our isolated existence.

Extracts from a plenary talk presented at the Cycles and Symbols Conference San Francisco, February 14-16, 1997

More about the correlation between astrology and quantum physics in my (danish) book Astrologi published by IDG Danmark.

Copyright 1999 Jens-Ole Paulin Hare.
Back to Main Page & The Metaphor Machine


I "The Meaning of Quantum Theory" citerer Jim Baggott denne samtale mellem to kvantefysikere, Kerner og Blair, der udfører et eksperiment med en lysstråle (som på mikroskopisk plan består af små 'energipakker'). Lyset rettes mod en lodret plade, der er forsynet med to sprækker.
 
Kerner: Nu kommer vi til det spændende. Vi vil betragte lyspakkerne for at se, hvilken vej de går. Det er ganske enkelt, og apparaturet er simpelt. Så vi kigger nøje efter og ser på pakkerne én ad gangen, efterhånden som de rammer pladen og bliver slået tilbage, og nogle går igennem sprækken, og andre går igennem den anden sprække, og der er selvfølgelig ingen af dem, der går igennem begge sprækker.
 
Blair: Det siger sig selv.
 
Kerner: Det gør det, ja. Nu kommer vi til det bedste. Bølgeformen er forsvundet! Den er forvandlet til en partikelform, præcis som rigtige geværkugler.
 
Blair: Hvorfor?
 
Kerner: Fordi vi kiggede. Se, vi gør det hele én gang til, præcis på samme måde, men nu lader vi være med at se efter, hvilken vej pakkerne går. Og bølgemønsteret kommer tilbage. Vi gør det igen, mens vi ser på det, og vi får et partikelmønster. Hver gang, vi ikke kigger, får vi et bølgemønster. Hver gang vi så kigger efter for at se, hvorfor vi får et bølgemønster, får vi et  partikelmønster. Vores måde at betragte på bestemmer virkeligheden.

Tilbage til teksten
Tilbage til toppen af siden